31-årige Sofie Lillethorup er kommet til JN Data med en noget anden baggrund end de fleste. Med en BA i Kommunikation og Erhvervsøkonomi, og en Kandidatuddannelse i Service Management, er der et stort spænd fra hendes merkantile baggrund.
November 25, 2019
Det var ønsket om at bruge sin matematiske og logiske sans og arbejde med noget mere håndgribeligt, der bragte Sofie til IT-verdenen. Efter fire år i branchen har hun dog lært, at tingene heller ikke altid er håndgribelige inden for IT, og at der stadig er meget, der skal defineres, forklarer hun med et smil.
Faktisk landede Sofie i et af de mest tekniktunge områder, da hun kom til JN Data: Mainframe. Som nyuddannet og uden teknikviden kunne man frygte, at det ville blive en hård start, men sådan gik det ikke. Det har Sofie en særlig formel på, som hjalp hende til at udføre sin rolle: Godt kollegaskab og ydmyghed.
- Jeg oplevede en stor forståelse for min baggrund i afdelingen, og sørgede selv for at holde mig åben og nysgerrig på kollegernes måde at arbejde på,” siger hun og fortsætter:
- Hvis ikke jeg havde haft et godt kollegaskab, var jeg nok ikke blevet. Når man kommer ind med en anden baggrund og i sit første job efter studiet, er det vigtigt, at folk sætter pris på én og anerkender én.
På dybt vand
Og Sofie startede på mange områder på dybt vand. Der var både viden om rolle- og ansvarsområder og teknisk viden, hun skulle tilegne sig.
- Udover de to services, jeg er ansvarlig for, har Servicearkitektrollen som en del af mit job som Service Owner, krævet, at jeg har opsøgt en del viden og fået et netværk at søge viden hos. Men selvom jeg i starten har følt mig på dybt vand, er jeg heldigvis god til at tilegne mig nyt stof. Det har skabt det fundament, der i dag gør, at jeg føler mig tryg i rollen og kan påtage mig nye roller og opgaver.
Fokus på kunden
Til gengæld havde hun god viden og erfaring med til at agere bindeled i leverandør- og kundeforholdet, hvor hun har brugt sin forretningsindsigt, servicemindedhed, kommunikationskompetencer og viden om organisationer til at sætte fokus på kunden.
- Jeg har kundekontakt på daglig basis, og her er det vigtigt, at jeg finder ud af, hvad kunden ser som god service, og hvad der er vigtigt for den enkelte kunde ved at analysere mig frem til deres behov og sætte mig ind i deres sted. Det handler meget om at være i stand til at oversætte det tekniske til det forretningsmæssige.
Fortsat udvikling
Men selvom Sofie nu føler sig mere klædt på til rollen som Service Owner, end da hun startede, er hun ikke færdig med at blive udfordret.
- Jeg er rigtig glad for at være i JN Data og de muligheder, der er, for at udvikle sig, fordi virksomheden ser potentialet i en. Så selvom min stilling ikke har ændret sig, er der kommet mere ansvar og flere roller til. Det er rigtig dejligt, at der bliver vist den tillid, selvom man er relativt ung.