JN Datas årsresultat for 2020 efter skat er 8,8 mio. kr., hvilket er i overensstemmelse med direktionens forventninger i årsrapporten for 2019. Omsætningen udgør i 2020 2,2 mia. kr., hvilket er en vækst på 134 mio. kr. i forhold til 2019.
March 12, 2021
JN Datas forretningsmodel drives efter Cost Plus principper, hvilket betyder, at omsætningen er et udtryk for de omkostninger, som JN Datas kunder har til IT-infrastruktur. Bag tallene gemmer der sig faldende enhedsomkostninger (omkostninger i forhold til kapacitet) og en vækst på leverandøraftaler, som JN Data har indgået sammen med kunderne. Begge forhold betyder, at kunderne i 2020 har fået mere IT for pengene.
- Det er og har altid været JN Datas mål at levere mest mulig IT for pengene, og derfor fortsætter vi selvfølgelig med at optimere vores forretning og sikre, at kunderne får sikker, stabil og compliant IT-drift, siger administrerende direktør Søren Lindgaard.
Sikkerhed og compliance er fortsat hovedfokus
En væsentlig del af JN Datas strategi er sikkerhed og compliance, og derfor har det fyldt meget i de senere år.
- JN Data har i 2020 bevist, at vi er kommet rigtig langt i forhold til at eksekvere på vores strategi, hvor sikkerhed og compliance er et helt afgørende spor. Det er sket i tæt samarbejde med vores fællesskab, som har givet os fuld opbakning til strategien, siger Søren Lindgaard.
JN Data har i 2020 halveret antallet af åbne revisionsobservationer og efterlever per dags dato to ud af fem hovedpåbud fra Finanstilsynet. Senest har Finanstilsynet bekræftet, at JN Data efterlever påbuddet om Beredskabsplanlægning. I den forbindelse har Finanstilsynet dog adresseret to opmærksomhedspunkter, som JN Data i samarbejde med kunderne arbejder videre med. Dialogen med Finanstilsynet omkring de sidste tre hovedpåbud pågår stadig.
- Som driftsleverandør til finanssektoren har JN Data i 2020 - i lighed med de seneste år - arbejdet målrettet med sikkerhed og compliance. De øgede krav til virksomheder i den finansielle sektor er et vilkår, som vi tager meget seriøst, og JN Data ønsker løbende at tilpasse sig den udvikling, siger Søren Lindgaard.
Succesfuld håndtering af Corona
Corona-situationen har fyldt en del i årets løb og specielt JN Datas massive opskalering af kapacitet har bevirket, at kundernes medarbejdere hurtigt har kunnet overgå til hjemmearbejde på tilfredsstillende vis, og det har dermed givet kunderne mulighed for at drive deres forretning effektivt videre.
På de interne linjer har JN Data fulgt myndighedernes vejledninger og retningslinjer i forhold til Corona. JN Datas Coronaberedskab har siden slutningen af februar 2020 overvåget den aktuelle situation, og netop tilgangen til Corona har fået ros af medarbejderne, der i årets tilfredshedsundersøgelse scorer JN Datas håndtering af Corona til 94 ud af 100.
Læs årsrapporten her.